At tage stilling til, at man som par eller enlig er klar til at få børn er i sagens natur ikke så romantisk i USA som i Danmark. Amerikanske kvinder og deres partner overvejer en lang række økonomiske forhold før dén slags beslutninger kan komme på tale. Hvor meget gæld har de hver især med sig fra universitetsårene? Hvilke jobs har de (og dermed hvilken sundhedsforsikring)? Det betyder meget i forhold til prisen på at føde og få behandling på sygehus i forbindelse med evt. komplikationer. Har de sundhedsforsikring og jobmæssigt råd til at have et spædbarn med alt hvad der kan komme af lægebesøg og sygdomsperioder. Og hvordan bor de? Har de råd til at bo et sted hvor institution- og pasningsmulighederne er af tilstrækkelig høj kvalitet? Jeg har talt med flere kvinder, der valgte at få ét barn pga. de mange økonomiske usikkerheder, der følger en graviditet og et forældreliv. De var simpelthen ikke sikre på, de ville have råd til det i årene fremover. At få børn i USA handler i høj grad om at arrangere en god privatøkonomi.
Efter at have mødt en lang række mødre, der er nødsaget til at stryge tilbage på arbejdet få uger efter, de har født, melder det næste oplagte spørgsmål sig hos mig: Hvad sker der med babyen når mor er tilbage på arbejdet på fuld tid få uger efter fødslen? For en dansker er det næsten svært at begribe, at familierne i en land som USA er nødsaget til at sende deres babyer i en pasningsordning (hvad der svarer til vores vuggestuer, dog ofte med færre børn) fra babyerne er så små. Alternativet er en fuldtidsbarnepige, der kommer og passer barnet hos familien selv, men det er en dyr løsning, som mange ikke har råd til. Og så er det ikke svært at finde forfærdelige historier om forældre, der har været særdeles uheldige med den slags rekruttering. De familier, jeg kender, der har små babyer og fuldtidsarbejde, forsøger altid at rekruttere en nanny gennem privat netværk, for at mindske risikoen for at overdrage ansvaret til en person, der ikke magter opgaven eller ikke yder den tilstrækkelige omsorg. Overvågningskameraer i hjemmet giver efter sigende forældrene en fornemmelse af at vide alt om, hvad der foregår, mens de ikke er hjemme, men for en dansker som mig, er den slags mistro til plejepersonale og pædagoger meget ny. Jeg har trods alt afleveret tre børn i vuggestue eller dagpleje, med den sikre tro på, at personalet passer godt og kærligt på mit barn, det er deres job. Den luksusholdning kan man ikke altid have i USA.
Når vi taler om barselsorlov i amerikansk kontekst er der derfor ikke meget fokus på rytmik og babysalmesang, på efter-fødsels-yoga til moren eller på diskussioner om, hvorvidt det er omsorgssvigt at påbegynde sit arbejde igen inden for kort tid. De får ikke tudet ørerne fulde af eksperter, der bedyrer minimum 12 måneder hjemme hos mor eller far, og børnepsykologer der minder om tidlig tilknytning, forældrestimulering og vigtigt samspil med den lille ny, og de er fri for andre småbørnsforældres konstante sammenligning. Det tager Velfærds-Danmark sig mere af. Alle de småbørnsmødre, jeg har talt med, er mere interesserede i at beholde deres job i samme form, som de forlod det, og undgå at blive kørt ud på et sidespor mens de er væk. Derud over at vise (!) arbejdsgiver, at de er tilbage på pinden som om ingenting er hændt. Mange kvinder fortæller om arbejdspladser, der på ingen måde har bakket op om fleksibilitet og lidt ekstra forståelse umiddelbart efter barsel, men at de har haft fornemmelsen af at skulle præsterer på lige fod som 3 måneder tidligere. Andre har sagt, at der er forståelse for forældreskabet på papiret, men at det i virkeligheden er svært at praktisere, når andre (f.eks. mandlige kolleger) ikke har samme begrænsning. Og så er der selvfølgelig også virksomheder, der tager imod nye mødre med stor opbakning. Det er ikke få historier, jeg har fået fortalt om ammerum i store private virksomheder, hvor de unge kvinder kan sætte sig hen og pumpe ud, så de på den måde kan kombinere amning med fuldtidsarbejde få uger efter fødslen. De er sjovt nok aldrig fortalt med et blink i øjet men med en alvor over hvor ydmygende det har været at gøre det.