Lad os i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag kigge nærmere på vores medsøstres situation i USA.
Hvis vi skal forstå USA og den amerikanske kultur, er vi nødt til at interessere os for dén halvdel af befolkningen, som lige nu vender nogle gigantiske historiske og politiske sten. Aldrig har så mange kvinder gjort sig bemærket i toppen af amerikansk politik, og aldrig før er så mange magtfulde positioner på tværs af det amerikanske samfund blevet besat af kvinder. Bevægelserne er i fuld gang. Og så er der alligevel ikke altid så meget at fejre, når vi kigger tallene efter i sømmene. Der er plads til meget bedre forhold for de amerikanske kvinder.
Her er 10 ting, du formentlig ikke vidste om de amerikanske kvinders situation lige nu:
- Abort er stadig ikke enhver amerikansk kvindes ret. Flere stater har vedtaget love, der effektivt forbyder abort, og andre har sørget for at begrænse abortadgang for kvinderne. Alligevel siger tallene, at 1 ud af 4 kvinder vil have fået en abort, når de er 45 år gamle. Markedet for ulovlige aborter er enormt. [1]
- Kvinderne, der er de mest udsatte når det kommer til sundhedsforsikring. De har nemlig ofte deres sundhedsforsikring gennem deres partners arbejde, og dermed er de meget mere sårbare, hvis de skulle blive enker, skilt eller hvis deres partner mister sit arbejde. Det vil sige, deres mulighed for at blive behandlet til en overkommelig pris på et hospital eller hos lægen er afhængig af deres partners situation.
- Amerikanske kvinder mistede mere end 5 millioner jobs i 2020. En meget stor del af stillingerne er ikke genskabt og har efterladt kvinderne ude i stand til at finde nyt arbejde. [2]
- 32% af de 25-44 årige kvinder siger, at børnepasning under pandemien er grunden til, at de måtte træde helt ud af arbejdsmarkedet.[3]
- En fuldtidsarbejdende kvinde tjener i gennemsnit 81,6 cent for hver dollar en amerikansk mand på fuld tid tjener.[4]
- Mange kvinder der arbejder i frontlinjen af Corona udbruddet, som sygeplejersker, restaurantions- og butiksansatte tjener i gennemsnit mindre end mænd i samme erhverv. [5]
- Flere end 14 millioner amerikanere er i øjeblikket i fare for at blive udvist fra deres bolig. Kvinder står over for større risiko for at miste deres bolig end mænd, og sorte kvinders risiko for at blive smidt på gaden er højere end hvide kvinders.[6]
- Den gennemsnitlige timeløn for en hvid mand med en bachelor er $32 mens det kun er $23 for en sort kvinde med samme uddannelse.
- Sorte kvinder har mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at arbejde i de lavest betalende service sektor jobs som hvide kvinder.
- 17 ud af 100.000 kvinder dør af fødselsrelaterede komplikationer (til sammenligning hedder tallet i Danmark 4 ud af 100.000). USA er dermed dét land med flest dødsfald blandt kvinder, mens de var gravide, under fødsel eller inden for 42 dage efter graviditet[7] og tallet er ifølge WHO næsten fordoblet i de sidste 25 år.
De amerikanske kvinder er ekstremt udsatte i disse år under og efter Corona pandemien. De ser frem mod en stor tilbagegang af de den ligestilling, de har kæmpet for i mange år. Kvinderne i USA er i høj grad afhængige af politisk medvind i rettigheder på både føderalt og delstatsligt plan.
Få mennesker har inspireret mig, provokeret mig og fået min ubetingede sympati som de amerikanske kvinder har. De er FULDE af kampgejst og power – og samtidig meget, meget trætte efter den manglende systemiske opbakning til forbedringer.
Jeg sender dem en meget opmuntrende kamp-tanke i dag!! Må de næste år byde på små vigtige fremskridt for dem.
[2] https://www.forbes.com/sites/maggiemcgrath/2021/01/12/american-women-lost-more-than-5-million-jobs-in-2020/?sh=6f86563e2857
[3] US Census Bureau, Aug 2020
[4] https://data.census.gov/cedsci/
[5] https://fortune.com/2020/03/31/coronavirus-equal-pay-day-gender-pay-gap/
[6] https://edition.cnn.com/2020/12/11/politics/eviction-risk-protections-expiring/index.html
[7] Kilde US Centers for Disease Control and Prevention’s National Vital Statistics Report, januar 2019