Kronik i Jyllandsposten 30. januar 2021
Amanda Gormans navn og billede fra indsættelses ceremonien dukker op alle vegne på internettet. Også vi danskere lovpriser den unge poet og lader hende pryde vores væg på sociale medier. Hvorfor ikke? Både det fantastiske digt og hendes stærke fremførelse tryllebandt mange af os. Det vil vi gerne fortælle alle i vores netværk om. Det er der i sig selv ikke noget galt med. Og så dog. Det bliver problematisk, hvis vores begejstring over amerikanere eller amerikanske tiltag bliver misforståede, fordrejede eller fordanskede på deres vej over Atlanten.
Når Berlingske to dage efter fremførelsen har en hel side om den tvivlsomme kvalitet af Gorman’s digt, stadfæster det kun alt for tydeligt, hvor vigtigt det danske aftryk er. Berlingske skriver:
”[…] Kradser man lidt i overfladen af den overvældende modtagelse, er dommen imidlertid mere broget. For var digtet af høj litterær kvalitet, eller var det i højere grad konteksten, det bliv opført i, og Amanda Gorman selv, som gav det litterært kvalitet?”
Derefter går op til flere eksperter i gang med at nedsable lyrikken med en opsummeret holdning om at nuvel, det var et smukt øjeblik, men heller ikke mere end dét. Teksten er mangelfuld, det flyder ikke og hun bruger en række hovsa-greb, som ikke imponerer. Jo, Jante er med os endnu. Her i Danmark ved vi bedst, hvordan man skriver rigtig lyrik om Amerika.
Det kunne have været rigtig fint, hvis journalisten havde brugt tiden og eksperterne til at få analyseret digtet og de referencer, hun sender af sted til alle, der lyttede. Det kunne være, vi kunne lære noget af ordene og af den 22 årige amerikanske poet med noget på hjerte.
Når vi har holdninger til USA og tager del i deres kampe eller deres fejringer, så forpligter vi os til at gå helhjertet til opgaven. Ikke kun bruge dét efter danske behov. Det gælder også udpegelsen og fremførelsen af Amanda Gorman.
Det er, med andre ord, ingen sag at støtte op om USA eller forholde os til amerikanske tilstande, når overskriften er spiselig og indsatsen minimal. Vi kommer desværre bare let til at lovprise og suse videre. Eller til at kritisere og lukke ned for snakken.
Efter at have læst danske nyheder om USA både med amerikansk bopæl og med dansk, tegner der sig et tydeligt billede: Der er tre fælder for os danskere, når vi forholder os til USA:
Vi ser, hvad vi vil se
Når vi bruger amerikanske temaer til at drysse ud over vores egen danske agenda eller bare vores danske (velfærds-)liv og pudse glorien. Lidt amerikansk glimmer, plejer jeg at kalde det. Vi pynter os med andres alvorlige agenda og er ikke opmærksomme på at holde fokus på, hvad det i virkeligheden handler om. At vores deltagelse i debatten også har en betydning. Hvad det rent faktisk betyder for andre end os.
Hvis vi lovpriser eller nedsabler Amanda Gorman, bør vi tage hendes ord alvorligt nok til at sætte os ind i temaer som white supremacy, institutionel racisme og social og økonomisk ulighed, som hun i høj grad henviser til. Vi bør tage hendes ord så alvorligt, at vi graver et spadestik dybere end vi har lyst til. Dybere end blot smukke fraser eller mislykket poesi, vi kunne ønske indrammet på væggen.
Amerikanske tendenser kan nemt blive lidt for let at bruge uden helt at udleve.
Et opslag på Instagram fra et dansk designbrand, der anvendte en lang række af hashtags og skrev en tilhørende tekst om, hvor meget de gik ind for diversitet, repræsentation og at hudfarve ikke betød noget for dem. Det var sympatisk nok, men blev problematisk da en mørk, amerikansk kvinde kommenterede opslaget og påpegede, at det var en gang bullsh** for indtil videre havde hun kun set tynde, blonde, skandinaviske modeller. Havde firmaet egentlig noget begreb om, hvad de egentlig skrev? Ups. Det blev en tåkrummende udveksling af kulturblindhed.
Forpligtigelsen
Vi laver ikke vores forarbejde. Vi forpligter os alt for sjældent til at blive klogere på amerikanske problematikker, og de færreste af os involverer os i at forstå, hvad det hele egentlig handler om. Vi støtter op om bevægelser og konfrontationer på den lette måde, som mange af os kan overskue, men vi glemmer at læse de relevante debatbøgerne af f.eks. afro-amerikanske forfattere. Nej, at få opdateringer fra danske medier er desværre ikke nok. Heller ikke selv om de efterhånden er ret nuancerede.
Når vi deler et sort billede og en hævet knytnæve under BLM balladen går vi ind på en dybt alvorlig arena. De gange, vi pyntede et opslag med hashtags som #racialjustice #blacklivesmatter eller #equality og mente hvert et ord, kunne det være endnu mere opbakkende, hvis vi opdaterede vores viden om bevægelserne og interesserede os for mere end de hurtigt serverede overskrifter, som vi kan tage imod uden indsats.
Det giver ind imellem en lidt flov smag i munden at gøre sin online tilstedeværelse mere divers, men der er ingen vej udenom. Opfordringerne kommer løbende som f.eks. disse fra Luvvie Ajayi og Layla Saad, begge forfattere og aktivister:
”Tag dig tid til at lytte til, hvad afroamerikanere siger. Hør hvordan vi har det og lad være med at stille spørgsmålstegn ved det. …. Hvis du ikke selv har lyst til at italesætte problemstillinger, så giv mikrofonen til en sort, der gør det. Del deres Facebook status, retweet dem og udfordr dine venner med den modsatte holdning. Det er det mindste, du kan gøre. Det er en erklæring i sig selv. Kom i gang med arbejdet, hvide mennesker.”
”[…] Bliv ikke lullet ind i en falsk følelse af tillid, en selvtilfredshed, som tidevandet nu vender, og tingene vil ændre sig til det bedre herfra og ud. Ting vil kun ændre sig til det bedre, når de, der har hvidt privilegium personligt og kollektivt ændrer sig til det bedre og bliver lige så begejstrede for antiracisme som dem, der er begejstrede for racisme. Dette er ikke kun arbejde i næste måned, næste år eller de næste fem år. Dette er arbejde for flere generationer.”
Det er ligesom i Danmark
Det skal passe ind i dansk kontekst. Vi analyserer amerikanske tilstande og begivenheder, som om de er danske. Vi gør det til vores. Lad det være amerikansk, får jeg lyst til at svare hver gang. Vores kulturer er så forskellige, at det ikke giver mening at køre et dansk analyseapparat ned over det hele. Vi er kulturelle modsætninger, og det er okay at forholde sig til tendenser og strømninger præcis med det afsæt. Det er okay ikke altid at forstå, men vi skylder at anerkende forskellene og ikke starte alle fortællinger med ’Det er ligesom den danske…’